Dec
12
2012

Christian Langballe om Bamse

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

bamse

Denne artikel handler om den egocentrerede og tyranniske gule bjørn, som holder sine såkaldte venner i et jerngreb i en skov på Sjælland. Ikke om den afdøde tykke århusianske sanger. Bamse er bag sit nuttede og lidt lurvede ydre en grum og urimelig hersker med trang til at demonstrere sin magt ved at ydmyge byttedyrene i skoven. 

Kylling lider tydeligvis af en form for angstfremkaldt Stockholmsyndrom. Hans såkaldte "venskab" med Bamse er fremkaldt af en dødsangst for det magtfulde gule rovdyr, som til hver en tid kan vende på en tallerken og angribe uden varsel. Derfor spiller han rollen som en underdanig servil fugl, som desuden samtidig føler en forpligtelse for at skærme Ælling fra det gule rovdyrs luner. 

Jo jo, Bamse ynder at give det indtryk, at han er en god ven og en omgængelig bjørn. Men hans lunefulde egoisme stikker gang på gang sit grimme ansigt frem og afslører hans sande dræbernatur. Det eneste, der tilsyneladende afholder ham fra at angribe de andre dyr, er nok angsten for at være alene. I det tilfælde er dødsangste "venner" nok bedre end ingen venner. 

Jamen hvad med Aske og Luna? Jeg tror ikke, at Aske og Luna er virkelige personer. Ingen mennesker ville turde opholde sig i nærheden af et så lunefuldt rovdyr som Bamse. Så min teori er, at Aske og Luna er manifestationer af Bamses psyke. En form for regulerende og rådgivende instans, som fungerer som samvittighed for det ellers samvittighedsløse rovdyr. 

For tiden genudsendes Bamses julerejse, hvor rovdyret begiver sig ud på en rejse for at finde Julemanden. Jeg kan godt forstå, at han ikke vil findes. Det er jo ikke til at vide, hvad en ustabil egomanisk gul bjørn ville kunne finde på, hvis han så rødt.

Christian Langballe

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.