Christian Langballe om sundhedsvæsenet
Senest opdateret: 29 november 2012 Skrevet af Christian Langballe
Det er et løjerligt væsen det der sundhedsvæsen. Faktisk finder jeg det utroligt fascinerende. Jeg kan godt forstå, at tv-serier om livet på et hospital er populære. Godt nok er virkeligheden lidt en anden på et ægte hospital, men der er nu alligevel mange interessante ting at lægge mærke til.
For eksempel har jeg altid fundet det pudsigt, at man så sjældent rent faktisk møder en læge endsige bliver undersøgt af en sådan, når man er indlagt. Sygeplejerskerne taler hele tiden om, at når de fanger en læge, så skal de nok lige vende ens sag med vedkommende og måske komme ned på stuen og tale med en. Man forestiller sig nærmest at lægerne gemmer sig og forsøger at undgå at rende ind i en sygeplejerske. Når de så alligevel rent faktisk indfinder sig - altså lægerne - så kan en stuegang overstås på 5 minutter. Så kan man væbne sig med tålmodighed, indtil man får tildelt 5 minutter mere 24 timer senere - ofte med ordene: "Vi venter stadig på svar på prøverne vi tog forleden!?!".
Min bedstemor var sygeplejerske. Hun har fortalt om det hierarki, som herskede på hospitalerne dengang. Når lægen - eller (Gys) Overlægen - kom, så bukkede og skrabede sygeplejersker og patienter for den ophøjede herre. Ofte behøvede lægen slet ikke undersøge patienten. Hans myndighed alene kunne diagnosticere og kurere de fleste. Sådan er det heldigvis ikke længere.
Men jeg har alligevel iagttaget nogle interessante adfærdsmønstre bland lægestanden og det øvrige sundhedspersonale på Aalborg Sygehus. Den mest iøjnefaldende adfærd er, at der er en propotionalitet mellem uddannelsesniveau og position i hierarkiet, og så hastigheden med hvilken vedkommende bevæger sig rundt på hospitalet. Der er også en kønsforskel i måden hvorpå især læger bevæger sig. Overlæger bevæger sig klart langsomst. Med langsomme myndige skridt skrider de ned gennem afdelingen, mens de tildeler personalet anerkendende blik og et enkelt smil en gang i mellem. Der er langt fra de tidligere tiders ophøjede overlæger, men en reminiscens må være langsommeligheden og myndigheden i gangarten.
Noget hurtigere går de yngre mandlige læger. De har alle sammen en særegen bredsporet gangart, som understreges af en åbentstående flagrende kittel og franskbrød under armene. De færdes gerne i par. De øver sig tydeligvis i at projicere myndighed igennem deres selvsikre gangart. Det er fascinerende.
Sygeplejerskene går væsentlig hurtigere end de yngre mandlige læger. De skal jo nå rundt til alle patienterne langt oftere end lægerne behøver. Så begrebet sygeplejertrav passer utroligt godt på deres gangart. De får noget fra hånden. Og travet nogle kilometer på en enkelt vagt.
Med det mest fascinerende må alligevel være de yngre kvindelige læger. Af alle sundhedspersoner går de hurtigst. Måske har de noget de skal bevise. De piler afsted og overhaler gerne de yngre mandlige læger på gangen. Nærmest som for at sige "hey vi er nogle som rent faktisk laver noget her.."
Så på en måde er et hospital et interessant økosystem, hvor personalet på hver deres måde forsøger at projicere deres stilling igennem deres bevægemønster. Ganske spændende. Når nu man sjældent har andet at foretage sig, når man er indlagt.
Christian Langballe
Info om billede kan læses her
