Christian Langballe om ærlige politikere
Senest opdateret: 16 november 2012 Skrevet af Christian Langballe
Jeg kender faktisk et par vaskeægte politikere. Sådan nogle Christiansborg-nogle af slagsen. Det er ikke nære venner, men når jeg møder dem, så får vi en god snak.Jeg finder dem virkeligt interessante, fordi de begge brænder helt usædvanligt for deres overbevisning.
For nylig havde jeg en samtale med den ene. Talen faldt på Özlem Cekic's manglende skatteaftalestemme. Jeg kom til at ytre en beundring for Özlems mod til at følge sin egen samvittighed istedet for den, der blev dikteret af partiledelsen. Min politikerbekendte fik et fascinerende flammende blik i øjenene og meddelte, at det fandme ikke var i orden at stemme imod partilinjen i 11 time, når hun (Özlem) havde haft rigelig mulighed tidligere til at ytre sin position. Jeg blev helt forskrækket. Dedikationen til vores parlamentariske system og de uskrevne regler, som får det politiske arbejde i folketinget til at glide, var dybtfølt og brændende. For selvom Özlem naturligvis kun står til ansvar for sin egen samvittighed og sine vælgere og på ingen måde er tvunget til at følge partilinjen, så kan jeg godt se, at det kan virke kontraproduktivt, hvis man hele tiden skal forholde sig til enkelte partimedlemmers fine fornemmelser. Et flertal i et parti skal følges solidarisk. Ellers ramler systemet. Og de fleste partier har jo heldigvis tradition for at fritstille deres medlemmer, hvis en sag er af særlig følsom eller etisk karakter. Det jeg fik ud af min samtale med min bekendte, var at selvom politik på mange måder handler om at vinkle verden, så andre ser den som en selv, så skal der en hvis portion dedikation til for at være troværdig.
Og lige forleden var troværdigheden et emne i radioen og på Facebook. Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten var, kunne man forstå, helt og aldeles galt på den, da de kritiserede den finanslovsaftale, de netop havde indgået med regeringen. Johanne havde efterfølgende på Facebook og siden også live i radioen fastslået, at det fandme var uvederhæftigt (mine ord ikke Johannes) at lade som om alt var fryd og gammen, når den løsning, man havde fundet på til de udfaldstruede langtidsledige, lidt kunne sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen (mine ord igen - ikke Johannes). Selv om jeg på mange punkter er ret politisk uening med Johanne Schmidt-Nielsen, så har jeg gentagne gange erkendt, at hun som oftest er ret ærlig. Det er da sympatisk. Det værste er nemlig, når en samling taburetklæbende politikere bedyrer, at den netop indgåede aftale er DEN BEDSTE I HELE FUCKING VERDEN, men hvor alle med en hjerne kan se, at det nærmere er et sminket lig, de forsøger at sælge os.
De to politikere, som jeg kender lidt, hører til samme pålidelige art som Johanne. Det giver mig en forsikring om, at alt ikke nødvendigvis skal gå op i spin og mudderkastning. Jeg vil helst have ærlige politikere. Hvad vil du have?
PS. Idag hørte jeg så i radioen, at Tom Behnke, tidligere Fremskridtspartisoldat og nu omvendt konservativ, helt uden om reglerne og i sin egenskab af posten som formand for Rådet for sikker trafik, havde tildelt en tidligere partisoldat og nu direktør i rådet for sikker trafik en klækkelig bonus i lønposen. De Konservative har ellers tidligere haft utroligt travlt med at kritisere Soc.Dem for pamperi og vennetjenester. Bjælken Tom - bjælken i dit eget øje (for nu at bruge et kristeligt billede)
Christian Langballe
