Christian Langballe om begravelser
Senest opdateret: 19 oktober 2012 Skrevet af Christian Langballe
For nylig var der en del skriverier i pressen om folks kvaler - især økonomiske - over at få ikke-medlemmer af folkekirken begravet i indviet jord. Kirken skammer sig i hvert fald ikke over at tage ublu priser for et frimærke jord og en urnenedsættelse. Argumentet er, at hvis man ikke vil være med i klubben, må man betale fuld pris når man kradser af.
Nu kan det sikkert ikke komme bag på nogen, at jeg finder den argumentation ret fjollet. Man forsøger at holde på medlemmerne ved at true med rædselvækkende behandling af deres efterladte og økonomisk ruin (næsten), hvis man ikke er medlem, når man dør.
Hvis man skal skitsere problemet lidt grot, så består det for mig at se af to dele. Det første er, at det er ret svært at få lov at blive begravet andre steder end på en kirkegård. Det er selvsagt en åndsvag regel. Hvad med os ateister? Hvorfor skal vi partout kules ned i en religiøs inficeret jord? Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det kan være uhensigtsmæssigt at tillade, at folk begraver deres hedenske familiemedlemmer i rosenbedet eller bag ligusterhækken. Hvis man siden sælger huset (hvilket er svært i dette marked), så kan folk jo få sig en ret makaber overraskelse, når de beslutter sig til at grave ud til den nye guldfiskedam. Når nu staten alligvel bidrager til vedligehold af kirker og deslige, så kunne man måske oprette nogle gravpladser for de ikke-troende? Eller tillade urnenedsættelser på privat mark. Eller måske bare lade folk sprede deres kæres aske over mark og eng? Det er glimrende gødning forudsat man ikke er alt for ramt af tungmetalforgiftning. Og det er sgu da meget smukt, at ens afdøde familiemedlemmer indgår i naturens store kredsløb og efterfølgende kan findes i koens mælk, rapsolien og blomsterhonningen fra det økologiske honningsted nede i engen. Sådan er det jo med så meget andet.
Den anden del af problematikken er, at argumentet med at ikke-medlemmer af folkekirken skal straffes (når de er døde?!?), ved at deres efterladte pludselig står med en vrangvillig præst, som ikke vil begrave de ikke-troende, og at prisen på gravstedet pludselig er tårnhøj, er dybt usympatisk. Selv om jeg nok vil være lidt ambivalent i forhold til at blive begravet under religiøse omstændigheder, så vil jeg samtidig sige, at hvis det betyder noget for mine efterladte, så er det vigtigst. Jeg er jo ligeglad. Jeg er jo død. Så hvis de skulle have brug for metafysisk indblanding i deres sorgbearbejdelse, så for min skyld ingen alarm. Hvad jeg til gengæld vil stejle over (i det hinsides?!?) vil være en embedsmand, som skaber sig på et komplet åndsvagt grundlag. Som i debatten om homoægteskaber, så anser jeg præster for at være offentligt ansatte, som derfor ikke må diskriminere nogen kunder i butikken. Derfor skal en præst naturligvis ikke kunne afvise sørgende efterladte, fordi den kreperede havde foretaget et informeret valg om at undlade at støtte en flere tusind år gammel overtro. Det er jo ikke i orden. Og priser på adskillige tusinde kroner for halvanden kvadratmeter jord i et hjørne af en kirkegård virker måske en anelse overdrevet. Men himmerriget fattes måske penge?
Christian Langballe
Billedet er fra Flickr - for information om rettigheder læs her
