Feb
21
2014

Christian Langballe om velfærdsundergravning

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

Arvicola terrestris 

Der finder et graveprojekt sted i Danmark. Nej, jeg taler ikke om metrobyggeriet, som godt nok også er en snak værd. Projektet går ud på undergravning af velfærden. Som energiske mosegrise er politikere fra Soc.Dem over midten til Venstre ved at undergrave det velfærdssamfund, vi har brugt flere generationer på at bygge op.

Hvis det ikke var så rædselsfuldt, ville det faktisk være interessant. Midlerne disse jakkesætsklædte velfærdsmosegrise benytter sig af er målrettet diskreditering af de offentlige ansatte. Vi så det under lærerkonflikten. Nu begynder Bjarne Corydon at rasle med sablen overfor andre grupper, der er ansatte i velfærdsbranchen. Privatisering af børnehaver, vuggestuer, plejehjem og andre lignende institutioner skal undersøges. Forleden hørte jeg Brian Mikkelsen fra De Konservative klappe i sine små nuttede mosegrisepoter over udsigterne til øget privatisering af velfærdsydelser i Danmark. For, som han sagde, "så er der jo ikke noget incitament for offentlige ansatte til at gøre deres arbejde effektivt. Det vil der være, hvis ydelsen bliver leveret af et privat firma." Yeah right fætter smart. I et højreorienteret coup de grace fik Brian M lige karaktermyrdet samtlige offentlige ansatte og deres motivation for at gå på arbejde. Mellem linjerne står der jo, at hvis der ikke sidder en gruppe aktionærer og venter på at skumme fløden, så er der ingen grund til at gøre sig umage. Hvad fanden bilder han sig egenlig ind? Selvfølgelig har ti år med et borgerligt regime undermineret de offentlige ansattes arbejdsglæde. Men de fleste har trods alt strittet imod og går på arbejde med en følelse af at gøre en forskel. Selv når normeringerne i daginstitutionerne er blevet sablet helt i bund, så forsøger pædagogerne rent faktisk at give børnene en meningsfyldt og tryg hverdag! Det sker fandme ikke på grund af politikernes heksejagt på effektiviseringer. Konceptet med at private firmaer, som udelukkende arbejder for en profit, skal løse velfærdsopgaver virker dybest set vanvittigt. Når det offentlige driver et plejehjem, så kan alle midlerne gå til velfærdsydelsen. Der skal ikke opbygges et overskud, som kan udbetales til aktionærerne. Offentlige institutioner skal gå i nul. Det skal private firmaer ikke, for så er de ikke rentable.

Så måske er det snart på tide, at mosegrisene bliver stillet til ansvar for deres undergravende virksomhed. Det er jo vores velfærd det gælder.

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.