Dec
03
2013

Christian Langballe om retsprincipper

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

03c73ded338e4e398be3927cc475630d fotovogn3 

Vi bryster os af at være et retssamfund her i Danmark. Det betyder, at vi, når vi som borgere interagerer med myndighederne, kan forvente at blive behandlet på en ensartet og fair måde. For eksempel er et afgørende retsprincip i ethvert retssamfund, at den person, der har begået en forbrydelse, også er den, der bliver straffet for forteelsen. Og at det er myndighedernes ansvar at bevise vedkommendes skyld, idet man som ufravigeligt princip er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Regeringen barsler for øjeblikket med et lovforslag, som vil gøre det nemmere for politiet at inddrive bøder for overtrædelser af hastighedsbegrænsningerne, idet man vil gøre det til "bilens" ansvar (og dermed ejerens), hvis bilen bliver taget af en fartfælde. Det betyder, at det bliver bilejerens hovedpine at opklare, hvem der gav den gas, da hans ven havde lånt vognen til at hente moster Bente i Vojens. Det kunne jo være, at ens gode ven måske lige kom til at låne bilen ud til en ven i tredje led, og måske lige ikke havde lyst til at angive vedkommende - måske var det lige en gammel klassekammerat med rockerrelationer, som gav vedkommende et tilbud, han ikke kunne sige nej til . Med andre ord, så har regeringen tænkt sig, at almindelige mennesker skal til at lave politiets arbejde. Jeg savner ord (not really)...Det bryder med alle retsprincipper. Man kan ikke i et retssamfund blive straffet for en forbrydelse, man ikke har begået. Og det er politiets arbejde at opklare, hvem gerningsmanden til en given lovovertrædelse måtte være. Så kan det godt være, at der ligger 36.000 fartbøder, som ikke kan udskrives, fordi billederne fra fotovognene ikke er gode nok. Tough luck. Så må man sende flere betjente ud og fange fartgalninge. 

Der er nemlig en altoverskyggende skjult dagsorden i dette lovforslag. Hastighedsregulering handler om trafiksikkerhed. Det handler om at få folk til at køre langsommere, fordi det beviseligt medfører færre trafikdrab. Men at gå efter bilejeren frem for føreren af vognen har kun et formål. At skrabe fartbøder ind til statskassen. Der er nemlig ingen forebyggende virkning i at folk skal angive deres venner og familie i forhold til fartforebyggelse. Til gengæld er det også vist, at hyppige fartkontroller eller endda automatiserede "stærekasser" efter svensk forbillede virker forebyggende. 

Så igen kan man undres over regeringens retspolitik med Morten Bødskov i spidsen. For hvad bliver det næste? Kan man straffes som medskyldig, hvis man giver en tilfældig forbipasserende retningsangivelser, og det så efterfølgende viser sig, at han viste sig at være røver, tyveknægt, voldsforbryder eller blotter? Kan man i fremtiden straffes som medskyldig, hvis den man har lånt sin flækøkse til pludselig beslutter sig for at bruge den til at straffe en gammel plageånd med? Princippet om at man straffer forbryderen, og at det er politiets opgave at føre bevis for forbrydelsen må ikke kompromitteres. Det skylder vi os selv som samfund.

Nå?!?

Christian Langballe

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.