Nov
05
2013

Christian Langballe om voldgrave

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 voldgrav

Jeg overvejer at lave en voldgrav omkring mit hus. Jeg ved, det måske kan virke som et drastisk initiativ, men på den anden side bør man nok være proaktiv, når det gælder risikoen for to fremtidige men begge reelle farer. Den ene er naturligvis den kommende zombieapokalypse. Den bør man forberede sig på allerede nu. Den anden fare er udsigten til kurtiserende teenagedrenge, som om føje år vil begynde at frekventere mit domicil.

Zombierne kan man jo forholde sig til. En voldgrav - gerne med indbyggede spidse stager - skal nok holde de udøde fra døren. Eller i hvert fald holde dem i stangen længe nok til, at man kan nakke dem med et velrettet øksehug mod hjernekisten. Problemet bliver nok at skelne dem fra teenagerne. Jeg ser for mig en aknebefængt bleg teenagedreng, der med ludende skuldre og et dødt udtryk i øjnene, kommer vaklende på sine lange utilpassede teenageben. Sådan en kan man sagtens forveksle med en zombie. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Jeg løber selvfølgelig risikoen for at min datter, som jeg jo forventer vil være omdrejningspunktet for de aknebefængte teenageres interesse for min matrikel, nok ikke vil bifalde disse tiltag. Men jeg forestiller mig, at jeg kan indrullere hendes lillebror i projektet. Han er allerede glad for at foretage sig ting, som pisser hende af. Så mon ikke han kan lokkes med på løjerne. Så må hun jo bare finde sig i at de mandlige medlemmer af familien tager hendes dyd alvorligt. 

Selv hvis jeg ikke går til helt de beskrevne ekstremer, så tror jeg virkelig, at jeg bliver pinlig-far, når hun engang begynder at slæbe knægte til huse. "Nå hvad har du så tænkt dig at bruge dit begrænsede intellekt til?" "Vil du gerne arbejde i en knallertforretning?" "Ser man det?!?" "Kan du se den dør der? Prøv at se om du kan lukke den udefra!" 

Det bliver ganske enkelt mageløst. Jeg må hellere få lavet en skitse over den voldgrav. Jeg har vel en 7-8 år endnu.

Christian Langballe

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.