Sep
25
2013

Christian Langballe om fri abort

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 Retten til_liv

Så var der lige den der organisation, der satte 16.000 hvide kors op ved motorvejen i Hedensted. "En kunstinstallation beregnet til at skabe debat om den fri abort." De har i hvert fald fået rigelig dækning i medierne med det stunt. Spørgsmålet er blot, om abortmodstand har sin gang på jorden i år 2013? Min holdning er: "Hell no!" Det er en hårdt tilkæmpet ret, som kvinderne på alle måder bør værne om med næb og klør.

Jeg tror, det er de færreste kvinder, der har oplevet at få foretaget en abort, der synes, at det var en særlig behagelig oplevelse. Det er en svær beslutning for de fleste. Men netop retten til at bestemme over sin egen krop, giver også kvinderne muligheden for at bestemme deres egen livsbane. Alle der har børn, kan jo skrive under på, at det at få børn er en af de mest omvæltende begivenheder i ens liv. En skøn oplevelse, når det vel at mærke er det rette tidspunkt med den rette person. Men også hårdt, frustrerende og på mange måder en prøvelse. 

Abortmodstanden er i langt de fleste tilfælde rodfæstet i religiøse overbevisninger. Det er tydeligt i den katolske kirke. I Danmark bliver det dog for det meste pakket ind i pseudovidenskabelige begrundelser om DNA, om definitioner på liv og andre argumenter, som skal ligne videnskabelighed, men dybest set dækker over en religiøst funderet moralopfattelse. Det skræmmende ved denne vinkel er, at hvis abortmodstanderne en gang i fremtiden skulle få held med deres forehavende, så ville selvsamme moral øjeblikkeligt og med usvigelig sikkerhed fordømme de kvinder, der blev gravide og ikke ville føle sig i stand til at tage vare på deres barn. Ikke blot de "onde mødre" men skam også helt almindelige kvinder, som kom i uheldige omstændigheder. Den der religiøst fanatiske og fordømmende skinhellige moral har vi brugt 50 år på at bekæmpe. Der er fandme ingen grund til at give den nogen form for indrømmelser. Heller ikke når fanatikerne stiller 16.000 kors op ved en motorvej - måske får de et par liv på samvittigheden, når folk bliver uopmærksomme i trafikken, fordi de skal se hvad dælen, det er for noget? Det ville da alligevel være en ironisk ende på historien, hvis foreningen "Retten til liv" fik et par uopmærksomme trafikanter på samvittigheden.

Måske skulle de bare nøjes med at prædike for koristerne - derude på det overdrev hvor alt der er sjovt, dejligt og livsbekræftende samtidigt også er en synd! 

Christian Langballe

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.