Jun
20
2013

Christian Langballe om Forenede Demokrater igen

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 Nye demokrater

Forleden skrev jeg et lille beskedent indlæg om det nystartede parti Forenede Demokrater. Det blev et ret populært indlæg, der sammenlignet med den gennemsnitlige trafik på bloggen er blevet set af over dobbelt så mange mennesker. Indlægget affødte også kommentarer fra folk, der er involveret i partiet. Ja selv landformanden har aflagt min blog et besøg. Ikke dårligt hvis jeg selv skal sige det.

Jeg har siden meldt mig ind i Forenede Demokraters facebookgruppe, hvilket har givet et fantastisk indblik i fødselsfasen for et nyt parti. For de derude, der fulgte med i sidste sæson af Borgen, vil nogle måske kunne erindre de fantastiske scener, hvor Birgitte Nyborgs nystartede Nye Demokrater bliver samlingssted for en broget samling fantaster, luftkastelkontruktører, landsbytosser og politisk hjemløse mennesker, som alle ser en mulighed for at få deres personlige mærkesag igennem. Det er alligevel interessant, som fiktion afspejler virkeligheden. 

Forenede Demokraters facebookgruppe er nemlig mødested for en noget farverig skare af politiske idealister, som spænder temmeligt vidt i deres interessesfærer. En ville forleden høre om partiets holdning til harpunfiskeri (fordi dykning og harpunfiskeri er både sjovt og sundt). En kritiserer den EU-afgørelse om fremmedarbejderes ret til dansk børnecheck, der forleden var forsidestof i medierne. En hylder atomkraft, genmodificerede afgrøder og lavere skat?!? Kort sagt er det nogle ret forskellige mennesker, der flokkes omkring Forenede Demokrater. Jeg må indrømme, at jeg har ret meget sympati for harpunfiskeren. Det er sgu meget friskt at lodde stemningen i et nystartet parti om noget så perifært som harpunfiskeri. Personligt svømmer jeg kun, når krabberne er blevet røde, så det vil ikke være så tit, at jeg kan få aftensmaden med hjem ved hjælp af harpun.

En af de ting, som går igen flere gange i facebookgruppen, er spørgsmålet om repræsentativt demokrati. Man kan forstå på disse skribenter, at demokratiet, som det udfoldes i Danmark idag er i stykker. At det bør laves om. Det er selvfølgeligt et interessant spørgsmål. Kan de senere års politikerlede og de sidste 2 års komplette seperation mellem regeringspartierne og deres vælgere tilskrives problemstillingen "repræsentativt demokrati?" For selvfølgeligt er repræsentativt demokrati ikke "ægte demokrati". Sagen er bare, at det ikke er praktisk muligt at gennemføre ægte demokrati. Dels fordi befolkningen generelt er pisseligeglade med randzoner, motorveje i Vestjylland, bilaterale forhold til Ungarn og mange af de andre ting, som Christiansborgs politikere skal forholde sig til (med mindre det lige præcist berører netop dem selv). Dels fordi de praktiske problemer med at indføre et direkte og ægte demokrati er uoverstigelige. Og nej IT er ikke løsningen. Se bare på Rejsekortet. Hvis man ikke kan finde ud af at lave en elektronisk billetløsning til at rejse rundt i landet med, så kan man helt sikkert ikke sikre fair og letforståelige valg på nettet. It's not gonna happen (anytime soon).

I mit forrige indlæg om Forenede Demokrater kontaterede jeg, at manglen på erfarne politikere i partiet sikkert vil blive et problem. I landformandens kommentar til indlægget giver hun udtryk for, at netop manglen på kendte levebrødspolitikere kan blive en styrke for partiet. Grunden er sikkert den samme som problemstillingen omkring det repræsentative demokrati. Nogle folk er trætte af de samme ansigter, der siger de samme ord, og klistrer til de samme taburetter (ansigter klistret til taburetter i folketingssalen er nu et ret potent billede - det lader jeg lige stå et øjeblik). Det er jeg helt med på. Jeg er sgu også politisk hjemløs.

Jeg er imidlertid også realist. Hvis man forestiller sig en uprøvet folkeskolelærer, som måske nok er vant til rædslerne ved at undervise 2.b i matematik men ellers uerfaren i landspolitisk debat, blive stillet overfor Kristian Thulesen Dahl eller Margrethe Vestager inde hos Clement, så skal man dælme have et naturtalent for ikke at blive kørt fuldstændigt og komplet over og ligge øde tilbage. Så kan man have nok så mange aversioner mod det moderne spin-maskineri. Virkeligheden er blot, at politikerne har rådgivere, der ikke laver andet end at analysere argumenter og finpudse retorikken for deres chefer, fordi det er nødvendigt for at få budskabet igennem i et mere og mere skarpvinklet mediebillede.

Så selv om jeg virkelig er positiv overfor tanken om et centrum-venstre parti, der har hjertet på rette sted, så bliver Forenede Demokrater nødt til frem for alt at være realister. De er også snart nødt til at luge ud i tosserne, så partiet kan begynde at kommunikere mere fokuseret og konsistent. Indtil det sker, vil jeg fortsætte med at brøle fra sidelinjen. Der skal mere kød i suppen, før jeg hopper på den galej - også selvom den indtil videre sejler den rigtige vej.

Christian Langballe

Kommentarer  

 
0 #2 C.Langballe 22.-08.-2013 06:40
Mange tak for rosen Vivi. God fornøjelse med årsmødet. Jeg ser spændt til fra sidelinjen :-)
Vh
Christian Langballe
Citater
 
 
+1 #1 Vivi Borgen 21.-08.-2013 06:32
Hej Christian Langballe
Tak for den skarpe analyse af Forenede Demokraters fødsel. Jeg føler mig helt beæret over fremstillingen af mig som virkeligheds Birgitte Nyborg. Jeg håber, at projektet får samme skæbne, som Birgittes parti fik i Borgen.

Heldigvis skabes Forenede Demokraters politik af medlemmerne og ikke på partiets debatside på Facebook, dog bliver mange tanker vendt på siden og nogle af dem ender i vort partiprogram.

I weekenden 21.-22. september holder vi årsmøde i København, som politikken skal vedtages, og herefter vil der sikkert være nogle som står af, men som du selv giver udtryk for også andre som står på.

Mange venlige hilsner
Vivi Borgen
Landsformand for Forenede Demokrater
Citater
 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.