Jun
15
2013

Christian Langballe om håndtryksgate

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

Handshake 

Dagens agurketidshistorie handler om en gymnasiecensor med muslimsk baggrund, som af religiøse årsager havde meddelt, at kvindelige studerende ikke skulle forvente et håndtryk fra ham. Det er naturligvis faldet en masse mennesker for brystet. Sikke en kvindeundertrykkende, religiøs fanatisk, forskelsbehandlende, totalt uintegreret (sikkert overvåget af PET) bandit. Det er simpelthen bare så udansk ikke at ville give hånd!!! og Punktum slut prut.

Allerførst vil jeg godt lige lægge ud med, at jeg naturligvis i kraft af mit brændende ateistiske sindelag har meget svært ved at forstå, at en gud kan have noget som helst imod, at folk, der ikke er gift eller i nær familie, rører ved hinanden. Burde han så ikke i sin omnipotens have skabt alle mennesker uden arme og så først lade armene gro frem, når folk enten var gift eller inden for hjemmets fire vægge? Det ville da være lidt mere konsekvent??? Nu kan man måske tænke, at jeg skyder på muslimerne her, men de andre skal nu ikke blive for hellige (no pun intended). En gud, der kræver, at folk bliver stenet, hvis de åbner en dør om lørdagen, eller en gud, der mener, at det bare er a-ok at sælge sin datter til slaveri, skal fandme ikke spille for smart. Så man kan roligt sige, at det i min verden virker ret fjollet at nægte af give kvindelige elever hånden, fordi en eller anden gud kræver det. På den anden side har folk jo ytringsfrihed og trosfrihed - så folk har jo lov til at tro på det flyvende spaghettimonster, hvis det giver dem ro i sindet.

Nu har jeg jo været ude som censor nogle gange efterhånden, og jeg har faktisk kun givet hånd 2-3 gange i min foreløbige censorkarriere. Ikke fordi jeg har nogle kvabbabbelser over fysisk kontakt med fremmede overhovedet, men nok mest fordi det er de færreste unge, der i deres nervøsitet overhovedet tænker, at det kunne være noget, man burde gøre. Spørgsmålet er egentlig også om det overhovedet er nødvendigt? Vi bedømmer jo ikke elevernes præstationer i dansk eller matematik på deres sociale kompetencer og deres høflighed overfor lærer og censor. 

Da jeg selv gik i gymnasiet instruerede vores fantastiske engelsklærer os i at lade være med at give hånd til censor. Begrundelsen var, at det faktisk kan blive en anelse klistret at trykke elevernes hænder, når nu de allesammen damper af angstens sved. Så hellere et kækt nik og et halløj i skuret. Så hvad angår håndtryksgate, så bunder miseren nok i at den pågældende religiøse lærer bare skulle have forskanset sig bag eksamensbordet, sat sig på sine hænder og storsmilende nikket ivrigt til eleverne. Det virker jo også en anelse demonstrativt at skrive til den skole, man skal være censor på, og meddele at kvinder ikke vil få rystet næverne med censor. Det er jo nærmest at trygle om ballade. Der sidder jo altid nogle kværulerende typer og venter på enhver lejlighed til at råbe op om udanskhed og kulturel analfabetisme. De skal jo bare ikke have ammunition til deres råbekor. 

Christian Langballe.

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.