Apr
03
2013

Christian Langballe om Blachman

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

Blachman 

I den forløbne uge har man kunnet følge rødstrømper-, medieeksperter-, anmeldere- og andre feministers tur op i det røde felt over Thomas Blachmans nye TV-program. Et program, der, inden det overhovedet var gået i æteren, er blevet sablet ned, fordi en nøgen kvinde i programmet skal stå foran Blachman og en gæst, som så underkaster kvindekroppen "DET MANDLIGE BLIK!" For en gangs skyld har det været forfriskende at se hvor mange mennesker i Danmark, der er i stand til at have en holdning til noget, uden at have oplevet eller set det.

Igår blev programmet så sendt. Og nej, det var ikke skide godt. Thomas Blachman sad sammen med Jan Sonnergaard og betragtede to helt almindelige kvinder uden tøj på. Anmelderne har bemærket, at Sonnergaard så tydelig utilpas ud. Han fandt nu hurtigt sin cool og var bestemt programmets mindst patetiske mand. Blachman ævlede løs på sædvanlig egomanisk vis.

Det fascinerende ved programmet, selv om det ikke var godt, var, at ideen måske kunne have lykkedes, hvis ikke Blachman med sit egotrip havde spændt ben for den selvsamme poesi, han påstod at se i kvindekroppen. Noget bliver ikke poetisk, fordi man vedvarende ævler ordet "poesi". Selvom de hårdeste betonfeminister nok vil stene mig, brænde mig i en stak flammende brysteholdere eller kastrere mig på byens torv for at sige dette, så synes jeg faktisk ikke præmisen for programmet var helt i hegnet. Det var udførelsen, der haltede.

Kunsten har i hundredevis af år set poesien i den nøgne krop - og særligt kvindekroppen. De største museer i verden er fyldt af kunstneres hyldest til den kvindelige form. Det kunne sikkert sagtens overføres til TV-mediet. Men ikke med Blachman som vært. For programmet handlede ikke om kvinderne. Det handlede om Blachman. Ligesom X-factor handler om Blachman. Det var sgu lidt ærgerligt, at det handlede om Blachman, for både Sonnergaard og de to anonyme nøgne kvinder var mange gange mere interessante end Blachman. Han er bare ikke særligt interessant længere.

Et sted i programmet siger Sonnergaard, at han nærmest føler, at han er den, der bliver betragtet. Det var programmets fineste (måske eneste) pointe. Kvinden betragtede de to stakkels nosseløse midaldrende mænd. Og vi betragtede hende betragte dem. Hvis der var poesi noget sted i programmet, så var den at finde i den styrke, de to nøgne kvinder udstrålede. Jovist var de objekter for et mandligt blik. Men de var ikke stakkels. Staklerne var nærmere mændene. De vidste det bare ikke. Og det var alligevel det mest ynkelige ved det program.

Christian Langballe

Billedet er et screendump fra DR2

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.