Feb
07
2013

Christian Langballe om politikerlede

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 

 Bjarne Fog_Corydon

Jeg er virkelig interesseret i politik. Sådan virkelig interesseret. Da vores nuværende regering havde vundet valget skrev jeg mit første indlæg her på bloggen, som handlede om fornemmelsen af at være trådt fra 10 års mørke og ind i lyset. Ja, jeg ved det. Jeg var ung og naiv.

For en svagt rosa regering har selvfølgelig ikke tænkt sig at føre os i nogen synderlig ny retning. Jeg hører til dem, der faktisk er skide ligeglad med de såkaldte løftebrud. So what, hvis der ikke kom en betalingsring omkring København! Skulle der så på sigt også være en om Hobro? I det store perspektiv er sådan en sag fuldstændig ligegyldig. Hvis trafiksituationen virkelig bliver slem nok, så finder de nok en løsning alligevel. Hobro i myldretiden er en sand killer. Jeg siger det bare.

Jeg er trods min store interesse for politik og positive indstilling til regeringen alligevel ved at blive ramt af en politikerlede, som jeg virkelig er overrasket over. Det er lidt tidligt for den slags at sætte ind, når regeringen ikke engang er fyldt to år endnu. Leden skyldes nok primært den skuffelse, jeg og mine fagfæller i gymnasieverdenen føler, ved den linje Bjarne Corydon har lagt i forhold til de verserende overenskomstforhandlinger. Don Corydon sendte jo den famøse sms til SAS-personalet for ikke så forfærdelig længe siden. I pressen blev det af nogle udlagt som utidig indblanding fra regeringen i en overenskomstforhandlingssituation. 

Sådan en indblanding er lærerne ikke blevet ramt af endnu. Vi venter spændt på, hvornår den kommer. Men Don Corydon holder kortene tæt til kroppen. Han har blandt andet krævet, at lærernes arbejdstid normaliseres. Men mange (også vores fagforening) har spurgt: "Hvad er en normal arbejdstid?" Jeg ved det sgu ikke. Til gengæld står det ret klart, at selv om manøvren sovses ind i forsikringer om, at det handler om at højne niveauet i undervisningen ud fra devicen, at jo mere eleverne og lærerne glor på hinanden, des mere lærer disse elever. Så er det åbenbart ligegyldigt om læreren har haft tid til at forberede sig ordentligt.

Jeg har tidligere brugt dette eksempel. Hvis jeg læser Kongens Fald med en klasse, så kræver det, at jeg læser romanen igen. Også selv om jeg måske læste den forrige år med en anden klasse. Detaljerne er vigtige, og de klæber sig altså ikke fast, selvom man har læst romanen for to år siden. Det er jo ikke den rekreative læseoplevelse vi arbejder med i undervisningen. Det er hardcore analyse og fortolkning. Hvis min forberedelsestid bliver reduceret, så har jeg tænkt mig at stoppe, når uret siger stop. Og så må eleverne fandme selv regne ud, hvorfor Jensens roman er et mesterværk. Forklaringsproblemet for min mangel på forberedelse bliver sendt direkte videre til Don Corydon. Mailadresse og ministertelefonnummer. Jeg gider ikke stå på mål for regeringens malplacerede idé om at jeg ikke behøver tid til at forberede mig grundigt nok.

Rigtigt mange lærere arbejder allerede væsentligt mere, end de får løn for. Det er en ressource, som den regering, vi troede var på vores side, er ved at tørre ud. Det er ufatteligt kortsigtet. Så min begyndende politikerlede starter i toppen af finansministeriet. Don C, du kan se frem til mange mails og sms'er fra frustrerede gymnasieelever, så du må hellere få læst Kongens Fald igen. De vil sikkert kræve et kvalificeret svar.

Christian Langballe

Billedet er fra Bjarne Corydons pressebilleder på folketingets hjemmeside.

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.