Dec
12
2012

Christian Langballe om Manifest 2083

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 breivik

Forleden var jeg i Teater Katapult i Århus for at se opsætningen af det meget omtalte teaterstykke om Anders Breivik - Manifest 2083. Det var på mange måder en interessant og foruroligende oplevelse. Som de fleste andre i verden blev jeg rystet over Breiviks meningsløse massakre i Norge sidste år. Og som sikkert mange andre har jeg spekuleret over, hvilken forkvaklet tankeverden, der dog kunne bruges til at retfærdiggøre sådan en udåd?

Lad mig sige det med det samme. Teaterstykket "Manifest 2083" giver ikke mange nye svar på de mange spørgsmål, folk, der har fulgt med i sagen, har stillet sig selv. Alligevel fandt jeg stykket ganske interessant. 

En ung skuespiller fortæller, hvordan han efter massakren på Utøya blev grebet af en trang til at forstå Anders Breivik. Forstå mennesket bag. Breivik har på publiceret et over tusind sider langt manifest - Manifest 2083 - titlen på teaterstykket, hvor han forklarer sig. Det var altså muligt at dykke ned i Breiviks mørke sind umiddelbart efter, at nyheden om terroranslaget var nået verden rundt. Teaterstykket er derfor iscenesat som denne skuespillers rejse ind i Breiviks sind. I flere passager var det ret stærkt. Hans spil skiftede imellem sine egne metarefleksioner over Breivik og så passager, hvor han optrådte som Breivik selv. Skiftene var ikke altid tydelige, hvilket var med til at udviske skellet mellem de to personaer. Det var ret interessant - for ikke at sige foruroligende,

Hvis jeg skal fremhæve en ting fra stykket, som i særlig grad gjorde indtryk, var det slutningen. Skuespilleren har iklædt sig en uniform mage til den, Breivik fotograferede sig selv i inden massakren. Han står foran en computeranimeret skærmprojektion af Utøya, hvor man får illusionen af, at han går rundt med løftet maskinpistol. Musikken er høj. Pludselig vender han sig om og sigter ud på publikum. Samtidig filmer et kamera monteret på maskinpistolen publikums forstenede ansigter. Alle instinkter i mig skreg "Duk jer, kom væk!" Det var fandme stærkt.

Det føltes helt mærkeligt at klappe, da stykket var slut. På den ene side havde man ikke lyst til på nogen måde at vise anerkendelse for noget som helst i sammenhæng med et menneske som Breivik. På den anden side ville man gerne vise skuespilleren sin påskønnelse for hans arbejde. Så en tøvende kortvarig klapsalve lød, inden folk med ansigterne i alvorlige folder forlod salen og gik ud i vinternatten igen.

Christian Langballe

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.