Tolerance

"Vi skal vise respekt for andre menneskers særpræg. Vi skal ikke spørge, hvad de kan lære af os, men hvad vi kan lære af dem."

Nysgerrighed

"Tænk sig engang hvad kulturel mangfoldighed kan bidrage til vores samfund. Hvem siger, at det er os, der har set lyset? "

Åbenhed

"Vi lærer kun noget om os selv, ved at spejle os i andre. Derfor er et åbent sind en nødvendighed, hvis vi vil udvikle os som et positivt samfund."

Fremtid

"Enhver, som mener, at lukket selvtilstrækkelighed er nøglen til vores fælles fremtid, er blind for de vidunderlige muligheder en åben og positiv livsindstilling medfører."

Apr
04
2015

Christian Langballe om min skridtlængde

 

hjulben

 

Jeg er i det store hele ganske tilfreds med mig selv. Ja, det grænser næsten til selvglæde. Jovist, så kunne jeg da godt skrumpe nogle centimeter omkring abdomen, men det er jo en bagatel. Det er energi, jeg har lagret, som sikrer min overlevelse, den dag atomvinteren sætter ind.  

Hvis jeg nu skulle ændre en enkelt ting ved mig selv, så ville det ikke være store muskler eller mere vertikal pondus. Nej ,hvis jeg skulle ændre noget, så ville det være min skridtlængde. Jeg har ærlig talt en totalt latterlig skridtlængde.

Jeg gad godt have sådan en langstrakt, smidig, spændstig skridtgang. En skridtgang der ville signalere overskud, afslappethed og sund fremadstræben. I stedet er jeg ramt af sådan en små-hjulbenet og kort skridtlængde med lidt udadvendte fødder, som på ingen måde signalerer de ovenstående dyder. Jeg har skam forsøgt at ændre på min skridtgang, men naturen modarbejder mig.

Det med måder at gå på er egentligt ret fascinerende. Dengang jeg gik i gymnasiet, var der nogle af drengene, som begyndte at vandre slaskende rundt med bevidst nedsunkne skuldre, armene strakt ned langs siden og hænderne bøjet en anelse bagud. Dertil kom en ret overdreven fjedren i knæene. Ikke den spændstige og smidige gang, jeg beskrev ovenfor. Nej mere en bevidst lemmedaskeragtig gang. Jeg må nok tilføje, at jeg ikke sprang med på den mode.

Sidenhen blev det på mode blandt de noget yngre drenge i den landsby, jeg kommer fra, at gå med skuldrene trukket fremad. Det skulle angiveligt få dem til at se mere muskuløse og farlige ud. Det havde nu umiddelbart den effekt, at de noget spinkle drenge gik rundt med et konstant udtryk af at fryse en smule. Sådan med lidt skrutryg og sådan. De så i hvert fald ikke nær så farlige ud, som jeg er ret sikker på, de forestillede sig, at de gjorde. Jeg tror også, at nogle af dem kom til at døje lidt med myoser i nakken. Det var nemlig vigtigt inden for den måde at gå på, at man endelig ikke måtte dreje hovedet. Man skulle helst dreje hele overkroppen. Det så utroligt sjovt ud.

Måske må jeg nok bare erkende, at min skridtgang er hæmmet af min lidt ”forkælet-golden-retrieveragtige” fremtoning. En myndes graciøse elegance, bliver mig nok aldrig forundt.

Christian Langballe

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.